Vi mennesker er tilbøjelige til at kategorisere og vurdere hinanden, som en måde at fastslå vores egen placering i fællesskabet på. En af de vigtige målestokke, vi anvender til at kategorisere hinanden med, er intelligens. Nogle er meget intelligente, andre er ikke så begavede, fastslår vi, og der findes endda målinger, der på videnskabligt grundlag kan dokumentere forskelle i intelligens.

Mange anser det for givet, at intelligensforskelle er noget medfødt. Men hvad hvis forskellene ikke er medfødte, men primært socialt betingede? Hvad hvis vores medfødte intelligens – hos det normale individ – kun udviser minimale forskelle? Det ville betyde, at det vi måler med intelligenstest, ikke er de medfødte forskelle, men noget andet. Nemlig at der er store forskelle på det enkelte individs ”adgang” til sit intelligenspotentiale. Adgangen betinges måske i langt højere grad af miljø, emotionelle faktorer, psykologisk modenhed, selvdisciplin og af hvor megen stimulation vi modtager, end af medfødte evner?

Denne tankegang er potentielt frigørende for den menneskelige udvikling, fordi den medfører, at alle mennesker, under gunstige betingelser og med støtte og opmuntring, ville kunne træne sig op til rimeligt niveau i stort set alle discipliner. Tankegangen åbner for en verden, hvor ingen behøver at føle sig diskvalificeret p.g.a. ”medfødt dumhed”..