George Orwells overvågningssamfund skræmmer ikke. De, der fulgte dagbladsdebatter i 80’erne vil vide at man i denne periode diskuterede overvågningssamfundet intenst. Ikke mindst da filmatiseringen af Orwells bog ”1984” kom i netop 1984. Gennemgående var frygten for at øget overvågning gennem kameraer og computerisering ville invadere privatlivet og skabe et totalitært samfund. Nu er der gået over 20 år og overvågningssamfundet er i mellemtiden blevet en realitet. Gennem mobiltelefoner, kameraer, GPS, internet m.m. er det blevet muligt for udenforstående at følge alles færden minut for minut.

Men til stor overraskelse for 80’ernes debattører så lader det til at mange kan lide denne overvågning. I flere interview giver borgere udtryk for at de synes at flere overvågningskameraer er positivt. Det lader til, at vi godt kan lide tanken om at nogle ”fra højere sted” ser os og passer på os, hvis noget skulle ske. Hvordan kan det være? For alle mennesker er livets tilfældigheder noget af det mest skræmmende. Det tilfældige overfald eller den tilfældige ulykker er meget vanskelig at forberede sig på og at håndtere for den enkelte.

Derfor vil de fleste sige ”ja tak” hvis nogle tilbyder et middel til at undgå sådanne tilfældigheder. Spørgsmålet er imidlertid om overvågningskameraer faktisk er et sådant middel, eller om de snarere fungerer som modtagere af psykologisk projektion af den generelle angst i samfundet? Hvis det sidste er tilfældet, så giver flere kameraer ikke en større konkret sikkerhed, men de giver den enkelte borger en større følelse af sikkerhed.

Det er vigtigt at kunne skelne mellem disse to ting.