I et berømt studie demonstrerede sociologen Norbert Elias, at der var en sammenhæng mellem udviklingen i den jævne befolknings vaner og skabelsen af centraliserede, stærke stater fra middelalderen og frem. For eksempel ændrede normerne for næsepudsning sig fra, at man gjorde det i hænderne til, at man benyttede et lommetørklæde. Tilsvarende udvikledes nye regler for bordskik, spytning, toiletbesøg m.m. Dermed ændredes også grænserne for, hvornår man følte sig pinligt berørt og skamfuld. Den enkelte opbyggede en indre disciplin.

Elias kunne vise at livet ved hoffet var et vigtigt udgangspunkt for denne udvikling af nye vaner i dagligdagen. Fra hoffet spredte vanerne sig til resten af befolkningen og denne udviklingen foregik parallelt med opbygningen af den moderne stat vi kender i dag. Man kan sige at udviklingen i selvdisciplinen var en forudsætning for at mennesker fra forskellige landsdele (f.eks. Sjælland og Jylland) kunne finde sammen i staten.

Normerne for rygning har ligeledes undergået store ændringer de sidste 10-15 år. Rygning er gået fra at være en almindelig vane, som mange tillagde sig og som foregik overalt til at være noget, der dyrkes af meget færre mennesker og efter meget strenge regler. Fra at være acceptabelt og direkte attraktivt tangerer rygning nu noget skamfuldt. Denne ændring er sket i store dele af den vestlige verden. Man kan se ændringerne af normerne omkring rygning som en proces, der ligner den Elias beskrev. Og hvis ændringerne i vaner dengang var et tegn på styrkelsen af den territoriale stat, så er de aktuelle ændringer måske tegn på styrkelsen af en europæisk stat?