Som medarbejder forventes man både at kunne arbejde selvstændigt og at kunne arbejde sammen med andre i grupper. Dette tosidede krav afstedkommer imidlertid ofte problemer, fordi individets forhold til grupper psykologisk set er kompliceret og modsætningsfyldt. På den ene side tiltrækkes individet således af gruppen, fordi mennesket af såvel fysiske som psykiske grunde har behov for at være en del af fællesskabet, men på den anden side kan gruppen opleves som truende for individets selvfølelse og selvstændighed.

Forklaringen er, at individualiteten i visse gruppesammenhænge nedbrydes, hvorved gruppen kommer til at udgøre en trussel mod den enkeltes identitet. Det kan således være vanskeligt, vredesudløsende, og til tider endda smertefuldt, at være eller arbejde sammen med andre mennesker. Men samtidig tiltrækkes mennesker af hinanden og har brug for hinanden. Det kan også være lystfyldt, sjovt og bekræftende at være sammen om noget, og gruppen kan give den enkelte en større sikkerhed (både fysisk og psykisk) og en ”større” identitet, som den enkelte ikke kan etablere alene. Denne tiltrækning gør, at individet under visse omstændigheder er villig til at underlægge sig gruppens ensretning og sætte sin individualitet til side. Folk, der er fan af en bestemt fodboldklub, deltager i en politisk demonstration eller medlemmer af et sangkor, vil genkende denne følelse af berusende fællesskab, som kan opstå under de rette betingelser, men som ikke kan opretholdes som et konstant fænomen.

Det gælder nemlig for den enkelte om løbende at finde en frugtbar balance mellem at være ”sig selv” og samtidig være en del af gruppen. For selvom individets forhold til fællesskaber er modsætningsfyldt, har mennesket i bund og grund ikke noget valg: Den enkelte kan kun trives og udvikles i relation med andre.