Hvis en fodboldtræner ikke leverer resultater indenfor kort tid, bliver han fyret. Tilsvarende forventes det ofte, at en ny topchef vender en virksomhed fra underskud til overskud på et år. Hvis det ikke lykkes, bliver han fyret. Dette viser, at der i samfundet på den ene side er en længsel efter lederskab i form af Den Store Leder eller ”Frelseren”, og på den anden side er en intolerance overfor ledelse i almindelighed og en tilbøjelighed til hurtigt at forkaste den enkelte leder, når han eller hun ikke leverer de forventede, fantastiske resultater.

Kravene til en leders psykologiske indsigt er i nutidens organisationer ganske omfattende. Det rejser spørgsmålet, om lederen - i sit arbejde med at motivere og støtte medarbejderne - ligefrem skal fungere som terapeut?

Nej, det er ikke meningen, at lederen skal være terapeut for medarbejderne, og det er der flere grunde til.

I et berømt studie demonstrerede sociologen Norbert Elias, at der var en sammenhæng mellem udviklingen i den jævne befolknings vaner og skabelsen af centraliserede, stærke stater fra middelalderen og frem. For eksempel ændrede normerne for næsepudsning sig fra, at man gjorde det i hænderne til, at man benyttede et lommetørklæde. Tilsvarende udvikledes nye regler for bordskik, spytning, toiletbesøg m.m. Dermed ændredes også grænserne for, hvornår man følte sig pinligt berørt og skamfuld. Den enkelte opbyggede en indre disciplin.

Ledelse er attraktivt for individet, fordi ledelse kan hjælpe den enkelte til at få opfyldt sine behov. Det betyder, at der i næsten alle relationer mellem ledere og medarbejdere indgår en forventning om, at lederen, under en eller anden form, skal fungere som vejleder, underviser, coach og ”forældre”. Denne type af forventning genfindes i mange teorier om ledelse.

Som medarbejder forventes man både at kunne arbejde selvstændigt og at kunne arbejde sammen med andre i grupper. Dette tosidede krav afstedkommer imidlertid ofte problemer, fordi individets forhold til grupper psykologisk set er kompliceret og modsætningsfyldt. På den ene side tiltrækkes individet således af gruppen, fordi mennesket af såvel fysiske som psykiske grunde har behov for at være en del af fællesskabet, men på den anden side kan gruppen opleves som truende for individets selvfølelse og selvstændighed.

Organisationsstrukturer, som f.eks. hierarki, rutiner, arbejdsdeling, er nødvendige for at gøre det psykologisk muligt for en organisations medlemmer at deltage på en produktiv måde i organisationens arbejde. Mere præcist sagt er strukturernes formål at fortrænge de konflikter og den angst, der opstår i forbindelse med udførelsen af arbejdet. At der er behov for denne fortrængning skyldes, at alle former for samarbejde giver anledning til uenigheder, konflikter, uro, utryghed og angst.

Det er udbredt – og almindelig accepteret (?) – at topledere, der bliver fyret i utide, får et gyldent håndtryk. Men hvad med topledere, der forlader jobbet i utide – efter kortere tids ansættelse – blot fordi de får et bedre tilbud? Burde de tilsvarende give virksomheden en økonomisk kompensation? Nej, det er naturligvis ikke realistisk.

Nogle ledere trækker den alt for længe med at fyre problematiske medarbejdere. Men det er vigtigt at gøre. For det første fordi lederen risikerer at forhale en fyring længere end nødvendigt, og dette sker på fællesskabets bekostning. Flere gode medarbejdere når måske at rejse i frustration over problemerne, mens lederen går rundt om sig selv. For det andet fordi lederen ikke kan skjule overfor medarbejderen, hvis han ikke længere tror på en forbedring.

Mange mener at kræftbehandlingen i Danmark skal have flere penge og mere personale for at fungere bedre. Men hvad hvis ingen af delene i sig selv hjælper?

Min kusine har kræft. Jeg spurgte engang, om der aldrig var ventetid på behandlingen? Min kusine så uforstående på mig og sagde så: ”Jooh, engang i mellem kan jeg godt vente fem minutter på, at sygeplejersken får blandet kemoen” (!)

Man hører ofte børneforældre sige, at de oplever et stort dilemma mellem tid til børnene og tid til arbejdet. Begge dele flår i dem, og resultatet er konstant dårlig samvittighed. Men dette dilemma er et postulat, som blot er blevet gentaget så tit, at det nu anses for at være et faktum.