Man hører ofte børneforældre sige, at de oplever et stort dilemma mellem tid til børnene og tid til arbejdet. Begge dele flår i dem, og resultatet er konstant dårlig samvittighed. Men dette dilemma er et postulat, som blot er blevet gentaget så tit, at det nu anses for at være et faktum.

Dilemmaet mellem børn og arbejde har sin rod i den tid, hvor en større del af det samfundsmæssige arbejde udførtes i hjemmene, og denne tid romantiseres nu i den kollektive bevidsthed. Der var ikke mere tid til børnene i ”gamle dage”, arbejdet var bare fordelt på en anden måde. I realiteten forholder det sig omvendt: den teknologiske udvikling har frigjort mere tid til forældres samvær med deres børn. Når det ikke opleves sådan, hænger det sammen med, at kravene til forældrene (og dermed forældrenes egne forventninger) er steget i takt med de frigjorte fysiske og emotionelle ressourcer.

Der er således ikke nogen modsætning mellem at arbejde og at være en god far eller mor, tværtimod. At arbejde er ikke en fiks ide eller en egoistisk handling, som kun har ”selvrealisering” som formål, men er en nødvendig og naturlig samfundsmæssig aktivitet – med henblik på at opretholde livet nu og her og med henblik på at sikre samfundets beståen på længere sigt. Det er godt, at ressourceoverskuddet investeres i de kommende generationer, og det skulle forældre have lov til at glæde sig over i stedet for at plages af unødvendig, dårlig samvittighed.