Det er udbredt – og almindelig accepteret (?) – at topledere, der bliver fyret i utide, får et gyldent håndtryk. Men hvad med topledere, der forlader jobbet i utide – efter kortere tids ansættelse – blot fordi de får et bedre tilbud? Burde de tilsvarende give virksomheden en økonomisk kompensation? Nej, det er naturligvis ikke realistisk.

Men givet er det, at en topleder, der har nået at iværksætte en lang række forandringer i løbet af sin korte ansættelse, efterlader virksomheden i en dårlig forfatning ved pludseligt at stoppe. Lederen overlader det til de, der bliver tilbage, at rydde op efter sig og at forsøge at skabe mening i de tiltag, lederen satte gang i. Det svarer til en kirurg, der midt i en operation siger: ”Nu har jeg fundet en anden patient, der udfordrer mig mere, så hej med dig!”. Det er indlysende for enhver, at kirurgen har en etisk forpligtelse til ikke at forlade patienten blødende med åbne sår, men gælder det ikke også en topleder?

En topleders magt og indflydelse på virksomheden er så omfattende og har så mange følgevirkninger for de ansattes arbejdsvilkår og arbejdsglæde, at lederens etiske forpligtelse til at følge sine igangsatte tiltag til dørs burde være lige så indlysende som kirurgens. Så selvom det ikke er muligt at binde en topleder til jobbet ved hjælp af økonomiske sanktioner, burde vedkommende være bundet af en langt stærkere forpligtelse, nemlig det moralske ansvar, der følger med at påtage sig et toplederjob.

Der står en vis glamour omkring jobhoppende ledere, der springer fra det ene topjob til det næste efter kort tid i hvert job. Det er ledere, der sjældent bliver konfronteret med omkostningerne ved deres indsats. I stedet for at opretholde denne glamour, burde man undersøge, hvad disse ledere reelt koster virksomhederne – såvel økonomisk som menneskeligt.