Mange mener at kræftbehandlingen i Danmark skal have flere penge og mere personale for at fungere bedre. Men hvad hvis ingen af delene i sig selv hjælper?

Min kusine har kræft. Jeg spurgte engang, om der aldrig var ventetid på behandlingen? Min kusine så uforstående på mig og sagde så: ”Jooh, engang i mellem kan jeg godt vente fem minutter på, at sygeplejersken får blandet kemoen” (!)

For nylig fik en kvinde i min kusines familie også konstateret brystkræft. Hun blev ligeledes straks henvist til en praktiserende onkolog, som opererede hende om onsdagen ugen efter, da onsdag er hans faste operationsdag. Den post-operative mikroskopi viste imidlertid, at kvinden skulle opereres igen, men den efterfølgende onsdag skulle hendes onkolog deltage i en vigtig konference. Han valgte dog at aflyse denne, da han ikke syntes, han ville udsætte kvinden for den psykiske belastning, det ville være, at skulle vente yderligere en uge (!)

Tilbage er kun at tilføje, at min kusine og hendes slægtning bor i Schweiz. Jeg aner intet om omkostningerne ved eller finansieringen af det schweiziske sundhedsvæsen eller om deres statistiske behandlingsresultater, men jeg ved, at den subjektive oplevelse af behandlingsforløbet i disse to tilfælde har været hundredefold bedre end de utallige kræftbehandlinger, jeg har overværet, hørt og læst om i det danske sundhedsvæsen.

Så når nogle spørger, om den danske kræftbehandling dog ikke kunne blive bedre, er svaret: jo, selvfølgelig! Det drejer sig om tre ting: om holdningen til kræftsyge hos politikere og behandlere, om organiseringen af behandlingen og om de økonomiske og personalemæssige ressourcer.

Man kan komme langt blot med at ændre de to første...