Der kan ikke være større ulighed end der er lighed. Lighed opfattes ofte som noget positivt, noget som de fleste af os stræber efter. Når uligheden er for stor, lider vi. I samfund fører uligheden til at store grupper føler sig udstødte og at mange ikke ser anden udvej end kriminalitet. Når nogle er rigere end os selv, piner det os. Lighed er derfor et gode vi forventer af et fællesskab.

Mange kommentatorer har peget på, at det ikke er fattigdom, der er problemet, men relativ fattigdom. Hvis ligheden bliver for lille vil de fleste trække deres opbakning til fællesskabet tilbage.

Men samtidig er lighed et potentielt totalitært begreb. For meget lighed kan kvæle os. For meget lighed kan tvinge os til at være som de andre. I diktaturer bliver lighedens tvang til uniformer, censur, ensretning af pensum i skoler m.m. Dermed begrænses vores individualitet, vores mulighed for at være noget særligt, være anderledes end de andre. Vores individualitet lader til at være lige så vigtig for os som vores plads i fællesskabet. Det betyder at hvis ligheden bliver for stor vil den enkelte også trække sin opbakning til fællesskabet tilbage.

Vi vil altså hverken domineres for meget af fællesskabet i form af lighed eller have for lidt fællesskab i form af ulighed. Betyder det, at der er en øvre grænse for hvor meget lighed vi kan få?

Nej, det betyder at hvis man vil øge ligheden, må man øge uligheden tilsvarende. Altså hvis man vil have borgere, der er loyale overfor fællesskabets fartgrænser, skatteregler og svage, så må man samtidig give dem mulighed for at realisere deres personlige drømme i form af berømthed, karriere, store biler, aparte tøj etc.

Tilsvarende, hvis man vil have et dynamisk samfund med mange stærke individer, der giver den som iværksættere, arbejdsnarkomaner og forskere i verdensklasse, så må man samtidig give dem fællesskabets tryghed f.eks. i form af sundhedsvæsen, social hjælp og gode daginstitutioner.